Nanna Stærmose
Journalist, historiefortæller & foredragsholder

Det regnede, men det var sommer, og jeg stod på ladet af en lastbil og hujede med min studenterhue i den ene hånd, hver gang en bil overhalede os på de fynske landeveje. Jeg var 21 år og drømte om to ting. At komme ud at se verden, og at jeg en en dag ville leve af at skrive. Jeg havde set en TV-udsendelse, hvor forfatteren, Ib Michael, sad i en bambushytte på en eksotisk strand og skrev på sin bærbare computer, og jeg tænkte, at det måtte være det bedste job i verden.

Efter nogle år i udlandet, hvor jeg både rejste og arbejdede, et par studier, der ikke rigtig fængede, diverse vikariater i alle mulige kontorstillinger og en opstart af café, som var sjovt og lærerigt, men ikke det jeg skulle resten af mit liv, søgte jeg ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Jeg var 30 år, og det føltes som det mest rigtige nogensinde at lære om vinkling, sprog og fortælleteknikker.

Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg i dag lever af at skrive. Mit første store bogprojekt var historien om Statoils olieraffinaderi i Kalundborg som er blevet fulgt op af flere – senest et livsportræt af en 90-årig mand, der fortæller sin historie til sine børn og børnebørn. Journalistisk har jeg skrevet om uddannelse for Søndagsavisen og RUC Paper, men indimellem elsker jeg at kaste mig over en finurlig tendenshistorie som f.eks. at flere vælger at få asken fra deres døde kæledyr smeltet ind i et smykke.

Og endelig fik jeg efter to år som kommunikationsmedarbejder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, KU, øjenene op for kunsten at formidle forskning og svært tilgængeligt stof. Alle de erfaringer og kundskaber jeg har tilegnet mig hen ad vejen, har jeg kogt ned til mit koncept her i Historiefabrikken, der i dag tilbyder tre produkter: Hjælp til skriftlig formidling (foredrag/kurser), Livshistorier/virksomhedsportrætter og journalistik.

Det er endnu ikke blevet til en bambushytte på en eksotisk ø. Indtil videre holder jeg til i mit skønne kontorfællesskab, Gangart, på Nørrebro i København.

 

PS. Hvis du undrer dig over billedet med hunden, så hedder hun Coco, bor hos mig på tredje sal på Østerbro i København og er genstand for endnu et af mine skriveprojekter, nemlig min blog: Os med hund på tredje